Enden på en æra...

D. 30. december blev ikke bare den næstsidste dag i 2012. Det blev også en nydelig solskinsdag, der for mit vedkommende betød, at "nuværende" må skiftes ud med "forhenværende" under tour-guide-afdelingen af mit CV.

Nu havde jeg ellers endelig fået mig et godt guidekendetegn - mit lyssværd - det er nu alligevel sejere end gruppetørklæder og grimme paraplyer.

Og hvilket bedre sted at slutte af end her: Hulda Gates, på sydsiden af tempelpladsen. Man kan med næsten 100 % sikkerhed sige, at Jesus har gået gennem disse.

100 % sikkerhed er der ellers ikke meget af i Jerusalem. Til gengæld er der meget: "Denne arkæolog tror Jesus blev korsfæstet her", eller "traditionen siger, at Gud stod på denne klippe, da han skabte verden", eller "muslimerne tror derimod, at dette var stedet, hvorfra Muhammed steg til himmels og fik sin åbenbaring".

Meet Joseph

Når Joseph ikke smiler intenst, er han en ung kristen mand, der bor i Ramallah. Jeg mødte ham for et par uger siden, i anledning af et møde med palæstinensiske kristne, der har gennemgået Musalahas ledertræningsprogram. Musalaha betyder forsoning på arabisk, og forsoning er netop, hvad organisationen arbejder med på begge sider af grænsen. Små skridt i den rigtige retning...

Det var meget opløftende at høre Joseph og hans venner fortælle om den svære proces, det er at lægge sit had fra sig og se på menneskerne på den anden side af muren med kærlige øjne.

I en Vestbreds-verden præget af checkpoints og israelsk kontrol, findes der stadig mennesker, der vil fred og forsoning. Mennesker, der er klar til at lægge fortidens forbrydelser bag sig og komme videre. Den mentalitet er der brug for mere af på begge sider...

Glædelig jul!

Til alle læsere derude: 15 kilometer fra stedet, hvor jeg sidder, blev der for 2000 år siden født en frisk fyr af en kommende verdensfrelser, og derfor skal der lyde en hilsen om en glædelig jul herfra.

Denne jul har selvfølgelig ikke ligefrem lignet de 20 tidligere, jeg har oplevet, men den har derimod været en ny oplevelse, som jeg tager med i bagagen. Grantræet skiftet ud med en cypresbusk, anden med en kalkun, stilede guldkugler med neon og oppustelige julemænd.

Men på trods af et knækket julelys her og der, er der stadigvæk stjerne i toppen og kendte juletoner. Et lidt skævt tvist på en tid, der normalt er rimelig forudsigelig. En ny mulighed for at huske på, hvorfor man gør, som man gør. Den udvidede familie - bestående af præstefamilien og 14 volontører - sørgede for en hyggelig aften.

Meet Allan

Steffen Jensen, Ramallah, TV2. Hvor mange gange har jeg ikke hørt den afsluttende bemærkning og tænkt: Wow, korrespondent, det må da være det ultimative drømmejob.

I tirsdags var jeg så til foredrag med en sådan, nemlig Allan Sørensen fra Kristeligt Dagblad, og det var fantastisk spændende og oplysende.

Snakken gik på "Det arabiske forår", og hvad det er / ikke er. Allan Sørensen forklarede, hvordan forår er et helt forkert udtryk. "Den arabiske vintergæk" er mere passende. Et lille håb, et tegn på en forandring, men samtidigt langt fra vinterens ende. Mange af landene omkring Israel kender ikke til demokrati, og der går nok lang tid inden de kommer til det. En lang og svær proces i retningen deraf er startet, men den vil foregå i mange år endnu...

Som Allan sagde: I denne region får kun pessimisterne ret...

En kulturoplevelse

Da jeg var i Ramallah i sidste uge, fik jeg en lille sjov kulturoplevelse. Vi stod på fortovet ved den mest befærdede rundkørsel i byen, da en majs-vogn (primitivt udekøkken på toppen af noget, der ligner en sæbekassebil) blev ført igennem rundkørslen. Forvirring, dårlige veje og kaos ledte til det uundgåelige uheld: vognen vælter.

Der må have været noget varm olie eller lignende på den vogn, for efter få sekunder, så vognen således ud:

Oplevelsen: Vi vesterlændinge løb selvfølgelig væk fra en potientiel eksplosionsbrand. På alle måder en instinktiv reaktion for en forskrækket dansker.

Araberne derimod... De strømmede til for at se, hvad der foregik. Måske endnu en demonstration. Måske optøjer med politiet eller den israelske hær. Hvem ved om der var en gasflaske på den vogn? Ingen, men man skulle jo nødigt gå glip af noget...

Et barn er født i Bethlehem...

Eftersom et barn er født i Bethlehem, tog vi ud og besøgte byen i mandags, og de var i fuld gang med at forberede Jalla-jul, som vi kalder det. Neon, krybbespil i alle udformninger og et gigantisk plastik-juletræ. Ca. Så udansk som noget kan blive, og meget langt fra mit romantiske billede af, hvordan julen skal se ud.

Bethlehem er ikke længere en lille landsby med fyldte herberg. Det er en gennemført arabisk by, hvor ca. 30 % er kristne, mens langt størsteparten er muslimer. Samtidigt ligger den lige ved grænsen mellem Israel og Vestbredden og er derfor karakteriseret af flygtningelejre og den allestedsnærværende betonmur.

På vej hjem gik vi igennem et checkpoint, hvor mennesker hver dag står i kø i timevis for at komme på arbejde i Jerusalem. Det var en meget lidt romantisk oplevelse...

What happens in Jerusalem, doesn't stay in Jerusalem

Søndag var undertegnede på rundtur i en del af Jerusalem, som måske ikke lige står øverst på listen for hr. og fru Turist. Under ledelse af Yennai, en meget interessant historiker, blev vi ført igennem i syd- og øst-Jerusalem, hvor vi kiggede på bosættelser, kontrolposter, muren til Vestbredden osv.

Yennai er venstreorienteret og meget åben omkring sit ønske om en tostatsløsning på denne konflikt, der bliver mere kompliceret jo flere sider af sagen, man oplever.

En af de tanker, jeg tog med mig fra dagen, var Yennais one-liner: What happens in Jerusalem doesn't stay in Jerusalem (Det, som sker i Jerusalem, bliver ikke i Jerusalem). Jerusalem er en ekstremt vigtig en by; ikke bare i Israel-Palæstina-konflikten. Om det er en ny bosættelse eller nye uroligheder; det har indflydelse på politik, spændinger og menneskeliv i hele regionen.

Do you sell glögg?

En dag i juleforberedelsernes tegn lakker mod enden, og jeg ordner en vaniljekrans mere, mens jeg tager et sidste super-aromatisk sanseindtryk af et snif i gryden med rødvin, kanel, kardemomme og nellikker.

Mine tommelfingre er ekstremt ømme af at smutte mandler til den glögg, vi selv må lave, når butikkerne ikke ligefrem bugner af juleting. Jeg vil næsten kalde det et luksusproblem...

Jeppe kom forbi med et udsnit af mors jule-hjemmebags-visdom, og sådan kan man godt få en hel formiddag til at gå med at lave perfekt cirkler og sætte dem på plader. En disciplin/kunstart, der er alt besværet værd!

Sufjan Stevens synger endnu engang "O Come, O Come Immanuel, and ransom captive Israel", og vi vil gøre ham kunsten efter til gudstjeneste i morgen (desværre med lidt mindre banjo, end han bruger).

Første Shabbat i advent...

November er kommet og gået. Inden man nåede at blinke stod der december på kalenderen, og 6 uger på nedtællingen til hjemrejse.

Jul er noget med kulde, sne og et lille lys i mørket. Ikke 24 grader og korte ærmer. Efter et par kolde uger er efteråret igen tilbage med lækkert vejr, og det er lidt svært at få hovedet til at indstille sig på december, når kroppen siger at det er august...

Så på første shabbat i advent (søndag er en hverdag) tog vi ned i den tyske kirke, hvor vi holder danske gudstjenester og fik os en non-kosher-bratwurst og en papkop glühwein (noget der ligner gløgg, bare uden müsli).

I resten af byen fylder julen ikke det store, men der hænger menoraer(syvarmede lysestager) over det hele for at markere chanukka. Hver folk sin lysfest...

Beduinkultur

På Jordanturen boede vi som tidligere beskrevet i en fantastisk beduinlejr. Telte, et semi-fungerende toilet, omringet af klipper, lejrbål, udekøkken, folkedans, sukker-te i lange baner og 6 timers kameltur fra nærmeste civilisation.

En leveform, der har overlevet i mange tusind år, og som forhåbentlig ikke bliver udryddet.

Der er ikke så mange distraktioner, når man sidder der i fællesteltet og møder mennesker efter en lang dag i ørkenen. Der er ikke en bedre fest et andet sted, og hvis der var, kan man i hvert fald ikke komme til den.

Om det var autentisk? Tja, der gik sjældent mere end en time inden chefen for lejren besvarede mails, og han var altid klar på telefonen. I et tidligere indlæg kan man se en beduin snakke i telefon på sin kamel.

Omend, stemningen og konceptet er der stadig!

Petra

Petra, et af verdens syv vidundre. På mange måder var det en imponerende oplevelse - Enorme, utrolig velbevarede og 2000 år gamle bygninger, skåret ind i klippen. En storby, der på Jesu tid var en af de vigtigste handelsbyer i området.

Den status har byen desværre stadig...

Som med alle andre arkæologisk og historisk interessante steder i området (og hvem ved, måske verden) er Petra en industri, bygget op omkring et simpelt koncept: Få så mange penge som muligt op af lommerne på dumme turister (og dem er der nok af!).

Det var kantende til det ubehagelige ikke at kunne bevæge sig to meter uden at støde ind i den næste "1 dinar, very cheap"-sælger. Som mor, så datter. Den her pige kan knapt snakke, men hun er sat til at sælge sten i en sten-ørken...

Den sidste uge i ligningsform

Lørdag:

- Sinaitur, aflyst pga. uroligheder
+ panik-Jordan-turs-planlægning

Søndag:
+ en masse mails til en beduin, der gerne vil have besøg

Mandag:
+ bus til Eilat
- åben grænse (pga. regn i ørkenen - suk)
+ uendelige opkald til grænsevagten
- søvn

Tirsdag:
- åben grænse
+ uendelige opkald til grænsevagten
+ Gåtur i Red Canyon

+ nye planer hver 2. time
+ forhåbninger om at komme over grænsen
+ skuffelser
- søvn

Onsdag:
+ åben grænse
+ 6 timer på kamelryg

+ ømme ben og bagdel
+ nat i Beduinlejr midt i ingenting

+ kulturoplevelser i lejren med folkedans og arabermusik
- søvn

Torsdag:
+ Petra (wow)

+ lang gåtur
- energi
+ stjernekiggeri i ørkenen, yes
- søvn

Fredag:
+ 11 timers rejse til J'lem
+ oversvømmelse på vejen (regn i ørkenen, suk)
- mave der fungerer
+ feber
- evnen til at spise
- energi

Generelt:
- headset, som jeg satte mig på
- jakke, som forsvandt i Eilat

= en FÆRDIG Chris H. Hansen

Ting jeg tænker over...

(Indledende kommentar: To-tre raketter blev fredag affyret fra Gaza mod Jerusalem - de første siden 1991 - mod et mål man troede var uden for rækkevidde. De ramte ingenting, da præcisionen er meget dårlig. Luftalarmen ringede og vi gik i beskyttelsesrum. På mange måder en ok oplevelse at se rummet og finde ud af, hvad der (ikke) var der.)

- Den første tur i bomberummet. Overlevelsesinstiktet, der sætter ind, idet man kaster sig ned af trapperne mod kælderen. Tankerne der følger.

- Naboens seksårige pige, der er bange for at hendes far skal i krig. Og alle de andre ægtefæller, fædre, sønner og for den sags skyld mødre og døtre, der kan få et opkald i dag, i morgen, når som helst. En barsk realitet, der altid har været noget, man ser på film i min verden.

- Hvordan nogle få ekstremisters meningsløse raketter kommer til at betyde tabte liv for både uskyldige palæstinensere og israelere i de kommende uger.

- og livet, der går videre. Minutter efter alarmen gik af blev der affyret fyrværkeri i nærheden. Jeg har ingen ide om hvorfra - om det var israelere der insisterede på at holde fest i en turbulent tid, eller arabere, der fejrede modstanden mod Israel.

Business as usual

Chefen siger at vi skal skrive hjem og berolige vores mor, så det må jeg hellere lige få gjort. De sidste par dage har der været en del aktivitet omkring Gaza-striben. Raketter, angreb på Hamas-ledere, flere raketter og flere angeb. Men lad det stå helt og aldeles klart, at i Jerusalem er det business as usual. Vi mærker intet til urolighederne, og der skal ske noget drastisk før vi kommer til det.

Palæstinenserne mener at deres land er besat, og at menneskerettighederne berettiger dem at vende tilbage. Israelerne mener, at det er deres land, og at palæstinenserne krænker deres menneskerettigheder ved at sende raketter mod civile.

Som så ofte i denne konflikt er det umuligt, at bestemme hvem der har ret. Jeg forstår begge sider og fortvivles over den manglende indbyrdes forståelse.

Træerne vokser ikke ind i... (eller vent, nu vokser træerne)

Efter tre måneder med ca. 1 mm regn er efteråret nået til Jerusalem. Det er mørkere, vådere og koldere - det er jo lige før, man føler sig hjemme. Efteråret sætter mig i den grad i kontakt med min skandinaviske identitet...

For ja, jeg er stadig dansker! Jeg har stadig lyst hår, og jeg har ikke fuldstændig mistet min sans for effektivitet.

Jeg nyder stadig at sidde og kigge ud på regnen, høre alt det gode efterårsmusik (eks. Kings of Convenience) og tage en trøje mere på.

Sidstnævnte er i den grad en nødvendighed eftersom husene er lavet af pap, eller noget der ligner. Temperaturen er faldet 10 grader udenfor og tilsvarende 10 grader indenfor.

Alt det her skal jeg måske prøve at huske næste efterår, en dag hvor jeg ikke orker at kæmpe mig ud i regnen.

Piloterne

Mit liv har været lidt fattigt for blog-materiale den sidste uges tid. Men at sige at hverdagen er sat ind er nok et overstatement. Der er stadig ikke to ens uger, og der er hele tiden nye udfordringer og opgaver. Om en uge skal jeg bestige Sinai i Egypten, så et par dage til Galilæa og derefter forhåbentlig til Jordan...

En af mine opgaver er at hænge ud med Missionspiloterne (se http://ung.israel.dk/volontoer/missionspiloter/ - en gruppe af seks unge volontørere på en slags dannelsesrejse i Israel). At gøre det er bare et af de steder, hvor business & pleasure spiller rigtig godt sammen.

Lige nu er de i Tel Aviv for at fortælle jøder om, at Messias (den frelser de venter på) allerede er kommet. Meget få jøder ved noget som helst om Jesus, på trods af at han selv var jøde!

Some Things Stay the Same

Meget har ændret sig i de sidste par uger... Jeg er begyndt at føle mig hjemme i Jerusalem, jeg har vænnet mig til at der ikke er to ens uger, og jeg har fundet mit stamsted for blendede kikærter (falafel)...

Men søndag aften kan du stadig regne med mig. Der er jeg hardcore football fan! Min Ravens trøje på, kirkens projektor på væggen, og så har jeg sat min hule op. Jeg nyder det velkendte i at læne mig tilbage og slå hjernen fra til min yndlingssport. Heldigvis har mit hold vundet 6 kampe, mod to nederlag.

Et par timers fred, til at behandle de uendelige indtryk, er velkomne i en travl hverdag...

Forresten er jeg halvvejs i mit ophold nu. Det føles som om jeg kom igår, selvom hovedet siger, at jeg har været her længe!

Meet Uri...

Et højdepunkt på den netop overståede Galilæatur var at møde Uri, og ride en tur på hans heste i de fabelagtige Golanhøjder. Normalt er jeg ikke den store hestefyr, men der er noget helt specielt over at vælte rundt i sadlen, mens 400 kg muskelbundt bærer dig op af den stejle klippeskråning uden at anstrenge sig det mindste...

Uri er landskendt for sin evne til at opdrætte rolige heste, og han var lidt af en historiefortæller. Han havde været soldat i seksdageskrigen i 1967, der gjorde at Israel besidder netop det stykke land, vi red på. Som 64-årig er han ca. lige så gammel som staten Israel, og han havde (som staten) oplevet lidt af hvert på de 64 år.

Hvem end der har ret til der her land, sidder på en guldgrube af naturoplevelser...

Bare nogle tusind års historie...

Quiz: Hvor er dette billede taget? 

Ledetråd 1: Har du været highlight-turist i Jerusalem, har du garanteret været der. 

Ledetråd 2: Stedet blev "bygget" for omkring 2500 år siden.

Ledetråd 3: Jeg står i vand til knæene.

Som mange nok har gættet er billedet taget i Hizkijas' tunnel; en 530 meter lang tunnel kong Hizkija gravede for at sikre vandforsyningen til Jerusalem under belejringer.

I kraft af min arbejdsfunktion som guide var jeg alene nede i den første gang, og som jeg står der - 300 meter inde i et bjerg, intet lys, ikke en lyd, bare noget koldt kildevand, nogle tusind års historie og mig - blev jeg mindet om en af de ting, der gør Jerusalem så spændende: Hver kvadratmeter har en historie at fortælle...

Jeg undskylder, hvis der bliver lidt stille på bloggen i næste uge: Galilæatur!

Det, det hele handler om...

Dagens guidede tur gik til stedet, det hele handler om: Moriaklippen, hvor Klippemoskeen ligger i dag. Hvad er der sket her? Hvilke bygninger, har der ligget her? Hvem har ret til stedet? Spørgsmålene hober sig op, og svarene er ikke lige noget, man læser ud af Lonely Planet.

Nogle mener Gud skabte jorden på denne klippe. Nogle at Abraham (næsten) ofrede Isak her. Nogle at templet, hvor Gud var tilstede, stod her. Nogle at Muhammed for til himmels og fik sin åbenbaring herfra.

Der er langt mellem polerne og indimellem slår det gnister. Det er ikke for sjov, at man på vejen op til plateauet passerer en stor bunke politiskjold.

Verdensbillederne kolliderer og må skilles ad af ordensmagten.

To minutters gang, en times kø og to minutters gang tager det at flytte sig fra Grædemuren til Klippemoskeen... To verdener...

Solopgang...

Fortolkning 1:
Smuk morgen på bredden af det Døde hav. Solen brænder lydløst disen væk, og lyset kommer frem. Jeg står frisk og veludhvilet op til en hike i det fantastiske Ein Gedi-reservat. Trangiaen er i gang, kaffen er på vej. Alt ånder fred og stilhed.

Fortolkning 2:
Klokken er 5.30. Hvad i alverden laver jeg oppe på det tidspunkt? Jeg har sovet on/off i et par timer, siden enklaven af afrikanske jøder endelig slukkede for deres generator og pakkede deres rytmebox-keyboard og kæmpe-projektør ned. Fluerne i samarbejde med 4. A, B, C, D og E tidligt oppe på lejrtur gør videre søvn umulig. Jeg er på ingen måde udhvilet og, alle muskler i kroppen skriger at en benhård gåtur i seriøst klippelandskab er unødig tortur.

Valget er dit...

Turen var nu udsigten værd.

Grønsagskonerne

Fødevaremyndighederne er knap så hardcore i Israel, som de er i Danmark. Hvis du har et par papkasser, nogle mere eller mindre kedelige grønsager og en spand at sidde på er din butik færdig. Her er der ikke nogen stykpris, men til gengæld en "intuitionsvægt" og et kasseapparat i lommen.

Dér sidder de. Midt på gaden mellem skrald og skidt. Midt i virvaret af arabere der råber falafel og små drenge, der flyver afsted med varer, på deres hjemmedesignede, overlastede trækvogne. De er i hård konkurrence med alle de omkringliggende butikker, med større udvalg og som oftest friskere varer. Men det må jo alligevel give nok til, at det kan betale sig, for de er der altid.

Indebærer det en vis sundhedsrisiko? Tja, det finder jeg først ud af, den dag jeg kaster mig ud i at handle med grønsagskonerne.

Meet Simon

I Taybeh mødte jeg Simon, der bor i Camp Aida, en flygtningelejr i Bethlehem. Den ligger lige ved muren til Israel, og ved siden af: En israelsk militærbase.

Simons filosofi i forhold til at forstå situationen hernede er meget simpel: "Snak med så mange forskellige mennesker som muligt". Selvfølgelig, tænker du måske, men filosofien virker kun hvis du også lader dem, du er uenig med, have en stemme.

Jeg lod mig inspirere og gav ham muligheden for at fortælle hans historie. Simon er meget optaget af menneskerettigheder, og de historier, han fortalte fra flygtningelejren var decideret uhyggelige. Natlige razziaer, ubegrundede fængslinger, børn, der kun kender til virkeligheden indenfor muren. Ja, der er begået umenneskelige forbrydelser mod Israel og jøderne gennem historien, men det giver dem ikke ret til at behandle Palæstinensere på den måde, de i nogen situationer gør.

Grøn Koncert... På arabisk...

Søndag oplevede jeg noget så sjældent som en oktoberfest på Vestbredden. Araberne (de religiøse af dem) er ikke meget for alkohol, men på trods ligger der et bryggeri i en flække lidt uden for Ramallah, ved navn Taybeh.

Historien bag er noget med nogle kristne, der tænkte at Vestbredden da havde brug for et bryggeri, og nu er foretagendet så stort at de holder øl-festival hver oktober.

Meget som en Grøn Koncert, bare på arabisk:

LOC er byttet ud med to unge fyre. Gæt selv hvad de rapper om, jeg forstår ikke arabisk...

Nephew er byttet ud med folkedansere så Hr og Fru Vestbred kan være med.

TV2-syng-med-bandet er erstattet af et funkband, der selvfølgelig spiller Marley. De fleste palæstinensere synger gladeligt med på "Get up, stand up, stand up for your rights"...

A walk in the park...

Livet bliver enkelt når man kommer ud i naturen.

Transporter din krop og oppakning fra A til B.
Nyd udsigten...

Drik vand, selvom det smager af klor og har en temperatur, der ligger nær din kropstemperatur. Du har brug for det.
Tilbered simpel aftensmad ved B.
Læg dig til at sove under den vanvittige nattehimmel, der bare bliver vildere af, at den nærmeste by er 10 kilometer væk.
Stå op og spis trangia-havregrød og tyr noget kaffe ned.
Bid smerten i dig den første kilometer, så er du kørende igen.
Transport din krop fra B til C.
Nyd udsigten...

(den skrå hvide linje midt på bjerget - besteget på 20 minutter:)

Gør det hele igen...

Ingen distraktioner. Ingen deadlines. Ingen notifikationer.

Masser af nærvær. Masser af reflektion. Masser af sved. Masser af kampe - og masser af sejre.

3 dage i ørkenen. Heldigvis ikke 40 år...

Glædelig Løvhyttefest

Rækken af helligdage vi er ramt ind i, vil ingen ende tage. Når solen går ned starter Sukkot (eller løvhyttefesten), hvor mange jøder mindes tiden i ørkenen ved at bo, spise, lege og leve i løvhytter.

Byen bærer i den grad præg af forberedelserne, idet man ser et hav af mennesker, der går rundt med do-it-yourself-IKEA-samlesæt løvhytter under armen. Næsten alle restaurationer sætter en løvhytte op udenfor, så jøderne kan nyde deres Café Latte med god samvittighed. Et klassisk eksempel på, hvordan man kreativt tilpasser samfundet efter de religiøse regler.

Jeg valgte da også at nyde min kaffe under de visne blade hos English Cake (anbefalelsesværdigt!)

Billedet afslører desværre også den uundgåelige sandhed, at sommeren ikke varer for evigt. De første dråber er faldet, men så er det jo godt den står på ørkentur tirsdag-torsdag.

G'mar Hatimah Tovah

"Må du blive skrevet op i livets bog". Sådan hilser jøderne hinanden på denne store forsoningsdag, Yom Kippur, hvor Gud, ifølge jødisk teologi, skriver alle mennesker op i enten livets eller dødens bog.

Yom Kippur er den komplette sabbat, så alt er lukket. Butikker, busser og toge, lufthavnen, ja endda vejene er spærret af i store dele af byen/landet. Samtidig faster store dele af befolkningen fra tirsdag før solnedgang til onsdag efter solnedgang, i et sidste forsøg på at påvirke Guds dom.

Resultat: hvidklædte ortodokse på vej til og fra synagogen side om side med cyklende/løbehjulskørende/trehjulerfræsende/kravlende børn overalt i gadebilledet. I en kultur hvor hensynsfuld kørsel og trafiksikkerhed er byer i Rusland, er det et meget spøjst syn at se børn tyre ned af hovedgaden uden at kigge sig det mindste for.

Radioteater

Mellemøsten er det perfekte sted at lave radioteater! På gåturen i den gamle by, i sporvognens aircondition-kulde eller på terassen; lydkulissen er helt speciel.

Sælgere, der på gebrokkent dansk forsøger at sælge dig "ikke noget krims-krams". En araber-tekno-ringetone, som afløses af en højlydt samtale, der for en dansker lyder som et voldsomt skænderi. Højst sandsynligt er det en venskabelig meningsudveksling. Og så de obligatoriske bønnekald fra minareterne...

Forhåbentlig kan du skimte et enligt lys øverst i horisonten. Billedet er fra vores terasse, og det grønne lys kommer fra en minaret på vestbredden, og den er en af mange, vi kan høre herfra. De er vilde med at lege "Hvem har det sygeste anlæg"!

En typisk tankerække, når de kalder:
"Ej, det var ikke rent... Men han gjorde det igen... Måske er det meningen..."

10 tegn på, at jeg har været i Israel i en måned...

- at jeg føler mig nøgen uden solbriller
- at jeg har en hvid t-shirt på, når jeg tager den blå af
- at jeg har sandaler på, når jeg tager sandalerne af
- at pita med hummus udgør MINDST et måltid om dagen
- at jeg altid har kontanter i min pung
- at jeg er blevet enormt god til realtime tetris, når jeg går rundt i den gamle by
- at jeg altid bærer vand på mig
- at jeg har en trøje med overalt i tilfælde af/forventning om vanvittige air-condition-tilstande
- at jeg har vedvarende hoste som en konsekvens af vanvittige air-condition-tilstande
- at jeg ikke synes det er underligt, at man går i tungt sort jakkesæt og med stor hat / pelshue selvom det er 70 grader

Instant Instagram!

L'Shana Tovah!

Godt nytår, og velkommen til år 5773...

Søndag aften startede Rosh Ha'Shana, nytår jf. den jødiske kalender, så Jerusalem har været godt og grundigt sløv siden da. 

Der hører et væld af traditioner til Rosh Ha'Shana.

Eks:
- at spise æbler og challah (sabbatsbrød) dyppet i honning i håb om et "sødt år"
- at spise "ny frugt", dvs. frugt i sæson såsom granatæbler
- at spise fiskehoveder (Rosh = hoved) 

Rosh Ha'Shana er dog andet og mere end mad. Det er indledningen på de ti dage inden Yom Kippur, under hvilke Gud skriver mennesker op i livets bog eller dødens bog. Ti dage til bøn, syndserkendelse, og til at søge tilgivelse. Straks mere seriøst end vage nytårsfortsæt, boblevand og fyrværkeri. 

Mange af traditionerne er som udgangspunkt fornuftige, men blæst ud af proportioner. Principperne bag dem er ikke altid så tossede...  

Meet Tass

Endnu en onsdag, endnu en tur til Vestbredden. Denne gang for at besøge Tass Saada, forfatteren af bogen "Jeg var snigskytte for Arafat". Fyren, jeg står ved siden af, har mange liv på samvittigheden, men heldigvis for ham (og mig) har han vendt sit liv 180 grader rundt.

Han mødte Jesus og startede et nyt liv...

Nu har han iblandt en masse andre projekter en børnehave, vi fik lov at kigge ind i. Hans organisation hedder "Seeds of Hope", og hans omvendelse blev startet af en barnepige, der plantede nogle tanker i ham, han ikke kunne komme af med.

Som kristen var det meget inspirerende og opuntrende, at høre om hvor meget man kan opnå ved bare at forsøge at reflektere Jesus. Jøderne er ikke meget for at snakke om Jesus, men man kan plante "Seeds of Hope"...