Bare nogle tusind års historie...

Quiz: Hvor er dette billede taget? 

Ledetråd 1: Har du været highlight-turist i Jerusalem, har du garanteret været der. 

Ledetråd 2: Stedet blev "bygget" for omkring 2500 år siden.

Ledetråd 3: Jeg står i vand til knæene.

Som mange nok har gættet er billedet taget i Hizkijas' tunnel; en 530 meter lang tunnel kong Hizkija gravede for at sikre vandforsyningen til Jerusalem under belejringer.

I kraft af min arbejdsfunktion som guide var jeg alene nede i den første gang, og som jeg står der - 300 meter inde i et bjerg, intet lys, ikke en lyd, bare noget koldt kildevand, nogle tusind års historie og mig - blev jeg mindet om en af de ting, der gør Jerusalem så spændende: Hver kvadratmeter har en historie at fortælle...

Jeg undskylder, hvis der bliver lidt stille på bloggen i næste uge: Galilæatur!

Det, det hele handler om...

Dagens guidede tur gik til stedet, det hele handler om: Moriaklippen, hvor Klippemoskeen ligger i dag. Hvad er der sket her? Hvilke bygninger, har der ligget her? Hvem har ret til stedet? Spørgsmålene hober sig op, og svarene er ikke lige noget, man læser ud af Lonely Planet.

Nogle mener Gud skabte jorden på denne klippe. Nogle at Abraham (næsten) ofrede Isak her. Nogle at templet, hvor Gud var tilstede, stod her. Nogle at Muhammed for til himmels og fik sin åbenbaring herfra.

Der er langt mellem polerne og indimellem slår det gnister. Det er ikke for sjov, at man på vejen op til plateauet passerer en stor bunke politiskjold.

Verdensbillederne kolliderer og må skilles ad af ordensmagten.

To minutters gang, en times kø og to minutters gang tager det at flytte sig fra Grædemuren til Klippemoskeen... To verdener...

Solopgang...

Fortolkning 1:
Smuk morgen på bredden af det Døde hav. Solen brænder lydløst disen væk, og lyset kommer frem. Jeg står frisk og veludhvilet op til en hike i det fantastiske Ein Gedi-reservat. Trangiaen er i gang, kaffen er på vej. Alt ånder fred og stilhed.

Fortolkning 2:
Klokken er 5.30. Hvad i alverden laver jeg oppe på det tidspunkt? Jeg har sovet on/off i et par timer, siden enklaven af afrikanske jøder endelig slukkede for deres generator og pakkede deres rytmebox-keyboard og kæmpe-projektør ned. Fluerne i samarbejde med 4. A, B, C, D og E tidligt oppe på lejrtur gør videre søvn umulig. Jeg er på ingen måde udhvilet og, alle muskler i kroppen skriger at en benhård gåtur i seriøst klippelandskab er unødig tortur.

Valget er dit...

Turen var nu udsigten værd.

Grønsagskonerne

Fødevaremyndighederne er knap så hardcore i Israel, som de er i Danmark. Hvis du har et par papkasser, nogle mere eller mindre kedelige grønsager og en spand at sidde på er din butik færdig. Her er der ikke nogen stykpris, men til gengæld en "intuitionsvægt" og et kasseapparat i lommen.

Dér sidder de. Midt på gaden mellem skrald og skidt. Midt i virvaret af arabere der råber falafel og små drenge, der flyver afsted med varer, på deres hjemmedesignede, overlastede trækvogne. De er i hård konkurrence med alle de omkringliggende butikker, med større udvalg og som oftest friskere varer. Men det må jo alligevel give nok til, at det kan betale sig, for de er der altid.

Indebærer det en vis sundhedsrisiko? Tja, det finder jeg først ud af, den dag jeg kaster mig ud i at handle med grønsagskonerne.

Meet Simon

I Taybeh mødte jeg Simon, der bor i Camp Aida, en flygtningelejr i Bethlehem. Den ligger lige ved muren til Israel, og ved siden af: En israelsk militærbase.

Simons filosofi i forhold til at forstå situationen hernede er meget simpel: "Snak med så mange forskellige mennesker som muligt". Selvfølgelig, tænker du måske, men filosofien virker kun hvis du også lader dem, du er uenig med, have en stemme.

Jeg lod mig inspirere og gav ham muligheden for at fortælle hans historie. Simon er meget optaget af menneskerettigheder, og de historier, han fortalte fra flygtningelejren var decideret uhyggelige. Natlige razziaer, ubegrundede fængslinger, børn, der kun kender til virkeligheden indenfor muren. Ja, der er begået umenneskelige forbrydelser mod Israel og jøderne gennem historien, men det giver dem ikke ret til at behandle Palæstinensere på den måde, de i nogen situationer gør.

Grøn Koncert... På arabisk...

Søndag oplevede jeg noget så sjældent som en oktoberfest på Vestbredden. Araberne (de religiøse af dem) er ikke meget for alkohol, men på trods ligger der et bryggeri i en flække lidt uden for Ramallah, ved navn Taybeh.

Historien bag er noget med nogle kristne, der tænkte at Vestbredden da havde brug for et bryggeri, og nu er foretagendet så stort at de holder øl-festival hver oktober.

Meget som en Grøn Koncert, bare på arabisk:

LOC er byttet ud med to unge fyre. Gæt selv hvad de rapper om, jeg forstår ikke arabisk...

Nephew er byttet ud med folkedansere så Hr og Fru Vestbred kan være med.

TV2-syng-med-bandet er erstattet af et funkband, der selvfølgelig spiller Marley. De fleste palæstinensere synger gladeligt med på "Get up, stand up, stand up for your rights"...

A walk in the park...

Livet bliver enkelt når man kommer ud i naturen.

Transporter din krop og oppakning fra A til B.
Nyd udsigten...

Drik vand, selvom det smager af klor og har en temperatur, der ligger nær din kropstemperatur. Du har brug for det.
Tilbered simpel aftensmad ved B.
Læg dig til at sove under den vanvittige nattehimmel, der bare bliver vildere af, at den nærmeste by er 10 kilometer væk.
Stå op og spis trangia-havregrød og tyr noget kaffe ned.
Bid smerten i dig den første kilometer, så er du kørende igen.
Transport din krop fra B til C.
Nyd udsigten...

(den skrå hvide linje midt på bjerget - besteget på 20 minutter:)

Gør det hele igen...

Ingen distraktioner. Ingen deadlines. Ingen notifikationer.

Masser af nærvær. Masser af reflektion. Masser af sved. Masser af kampe - og masser af sejre.

3 dage i ørkenen. Heldigvis ikke 40 år...