Glædelig Løvhyttefest

Rækken af helligdage vi er ramt ind i, vil ingen ende tage. Når solen går ned starter Sukkot (eller løvhyttefesten), hvor mange jøder mindes tiden i ørkenen ved at bo, spise, lege og leve i løvhytter.

Byen bærer i den grad præg af forberedelserne, idet man ser et hav af mennesker, der går rundt med do-it-yourself-IKEA-samlesæt løvhytter under armen. Næsten alle restaurationer sætter en løvhytte op udenfor, så jøderne kan nyde deres Café Latte med god samvittighed. Et klassisk eksempel på, hvordan man kreativt tilpasser samfundet efter de religiøse regler.

Jeg valgte da også at nyde min kaffe under de visne blade hos English Cake (anbefalelsesværdigt!)

Billedet afslører desværre også den uundgåelige sandhed, at sommeren ikke varer for evigt. De første dråber er faldet, men så er det jo godt den står på ørkentur tirsdag-torsdag.

G'mar Hatimah Tovah

"Må du blive skrevet op i livets bog". Sådan hilser jøderne hinanden på denne store forsoningsdag, Yom Kippur, hvor Gud, ifølge jødisk teologi, skriver alle mennesker op i enten livets eller dødens bog.

Yom Kippur er den komplette sabbat, så alt er lukket. Butikker, busser og toge, lufthavnen, ja endda vejene er spærret af i store dele af byen/landet. Samtidig faster store dele af befolkningen fra tirsdag før solnedgang til onsdag efter solnedgang, i et sidste forsøg på at påvirke Guds dom.

Resultat: hvidklædte ortodokse på vej til og fra synagogen side om side med cyklende/løbehjulskørende/trehjulerfræsende/kravlende børn overalt i gadebilledet. I en kultur hvor hensynsfuld kørsel og trafiksikkerhed er byer i Rusland, er det et meget spøjst syn at se børn tyre ned af hovedgaden uden at kigge sig det mindste for.

Radioteater

Mellemøsten er det perfekte sted at lave radioteater! På gåturen i den gamle by, i sporvognens aircondition-kulde eller på terassen; lydkulissen er helt speciel.

Sælgere, der på gebrokkent dansk forsøger at sælge dig "ikke noget krims-krams". En araber-tekno-ringetone, som afløses af en højlydt samtale, der for en dansker lyder som et voldsomt skænderi. Højst sandsynligt er det en venskabelig meningsudveksling. Og så de obligatoriske bønnekald fra minareterne...

Forhåbentlig kan du skimte et enligt lys øverst i horisonten. Billedet er fra vores terasse, og det grønne lys kommer fra en minaret på vestbredden, og den er en af mange, vi kan høre herfra. De er vilde med at lege "Hvem har det sygeste anlæg"!

En typisk tankerække, når de kalder:
"Ej, det var ikke rent... Men han gjorde det igen... Måske er det meningen..."

10 tegn på, at jeg har været i Israel i en måned...

- at jeg føler mig nøgen uden solbriller
- at jeg har en hvid t-shirt på, når jeg tager den blå af
- at jeg har sandaler på, når jeg tager sandalerne af
- at pita med hummus udgør MINDST et måltid om dagen
- at jeg altid har kontanter i min pung
- at jeg er blevet enormt god til realtime tetris, når jeg går rundt i den gamle by
- at jeg altid bærer vand på mig
- at jeg har en trøje med overalt i tilfælde af/forventning om vanvittige air-condition-tilstande
- at jeg har vedvarende hoste som en konsekvens af vanvittige air-condition-tilstande
- at jeg ikke synes det er underligt, at man går i tungt sort jakkesæt og med stor hat / pelshue selvom det er 70 grader

Instant Instagram!

L'Shana Tovah!

Godt nytår, og velkommen til år 5773...

Søndag aften startede Rosh Ha'Shana, nytår jf. den jødiske kalender, så Jerusalem har været godt og grundigt sløv siden da. 

Der hører et væld af traditioner til Rosh Ha'Shana.

Eks:
- at spise æbler og challah (sabbatsbrød) dyppet i honning i håb om et "sødt år"
- at spise "ny frugt", dvs. frugt i sæson såsom granatæbler
- at spise fiskehoveder (Rosh = hoved) 

Rosh Ha'Shana er dog andet og mere end mad. Det er indledningen på de ti dage inden Yom Kippur, under hvilke Gud skriver mennesker op i livets bog eller dødens bog. Ti dage til bøn, syndserkendelse, og til at søge tilgivelse. Straks mere seriøst end vage nytårsfortsæt, boblevand og fyrværkeri. 

Mange af traditionerne er som udgangspunkt fornuftige, men blæst ud af proportioner. Principperne bag dem er ikke altid så tossede...  

Meet Tass

Endnu en onsdag, endnu en tur til Vestbredden. Denne gang for at besøge Tass Saada, forfatteren af bogen "Jeg var snigskytte for Arafat". Fyren, jeg står ved siden af, har mange liv på samvittigheden, men heldigvis for ham (og mig) har han vendt sit liv 180 grader rundt.

Han mødte Jesus og startede et nyt liv...

Nu har han iblandt en masse andre projekter en børnehave, vi fik lov at kigge ind i. Hans organisation hedder "Seeds of Hope", og hans omvendelse blev startet af en barnepige, der plantede nogle tanker i ham, han ikke kunne komme af med.

Som kristen var det meget inspirerende og opuntrende, at høre om hvor meget man kan opnå ved bare at forsøge at reflektere Jesus. Jøderne er ikke meget for at snakke om Jesus, men man kan plante "Seeds of Hope"...

Sprogforvirring

På en af mine første gåture i den gamle by faldt jeg jeg nærmest bogstavelig talt over dette.

En ting er ikke at tale samme sprog; en anden at fortolke sprog, man forstår...

Indtil begrænser mit hebraisk sig ca. til "Tak", "1,2,3,...,10" og "Gi' mig nu bare en kop kaffe". Nåh ja, og det obligatoriske Shalom.

På arabisk kan jeg fremstamme et hej, og ellers kommer man langt med engelsk og håndtegn. At kunne sig hej er dog mere brugbart, end man skulle tro. På Vestbredden sætter du ikke ligefrem dig selv i en favorabel position ved at kaste om dig med "Shalom".

Selv i det norsk-danske fællesskab i lejligheden slår vi ofte over i engelsk. (Og nu sidder min dansklærer-mor nok og sukker. Undskyld, men norsk og hebraisk er næsten lige uforståelige :)

Side-Note: Football Is Back!!!

Meet Nasim

Her er Nasim. En kristen palæstinenser, der bor i en lille landsby en halv times kørsel uden for Ramallah, og han var så fantastisk flink og gæstfri at invitere mine to norske bofæller og undertegnede hjem til ham.

Jeg er således lige vendt hjem fra min første tur til Vestbredden, og den bød på alt det, man havde forestillet sig: at gå i stå i trafikken pga. en demonstration; at få chekket sit pas af stærkt bevæbnede israelske soldater, der kom ud ingenting i nattens mørke; at spise lækker, hjemmelavet mad; at ryge vandpibe; at høre historier om besættelse, mure, check-points osv...

Nasim har virkelig været med til at nuancere mit syn på konflikten hernede. Han har kastet med sten, har krydset grænsen (muren) ulovligt, er endda blevet skudt med gummikugler... Og han er ikke en tosset ekstremist...

Meet Malcolm

Malcolm, fyren på billedet, var endnu en single-serving-friend, jeg mødte i Jerusalem. Efter vandreturen på Via Dolorosa sluttede vi af i Gravhaven, og her blev Malcolm et fantastisk vidnesbyrd om, at stedet ikke er så vigtigt som personen, og det som skete.

Gravhaven er et sted, hvor nogle tror Jesus blev korsfæstet og begravet, og vi fik en tur rundt i haven. Malcolm fangede rimelig hurtigt at vi var kristne, og i stedet for at argumentere for, at det var lige netop her Jesus blev korsfæstet, valgte han i stedet at fortælle om, hvor fantastisk det egentlig er, at han er opstået. Som protestantisk skandinav var den oplevelse væsentlig lettere at relatere til end cirkuset i den gamle by. Men så må vi lade andre menneskers måde at være kristen på en lektion i respekt...