I går aftes landede flyveren, i morgen genstarter tilværelsen som efterskolelærer; (no offence intended) Jerusalem til Bramming; (Blendede Kikærter) Falafel til frikadeller...
Jeg vil udnytte pusterummet til at få afsluttet min blog på anstændig vis. Jeg vil tillade mig at bryde lidt med formatet og give mig selv lidt mere rum til at udbrede mine tanker på. Hvis du er mere fan af maxi-twitter (140 ord, det hidtidige format) må du enten surfe videre eller væbne dig med lidt ihærdighed.
Israel er et land med meget hegn.
Meget adskillelse.
Mange forhindringer.
Meget os-og-dem-mentalitet.
Israel-palæstina-konflikten rækker århundreder tilbage, og den er omtrent så kompliceret, som de findes i denne verden. Der er blevet begået forbrydelser i den, der er så uhyggelige, at det er stort set umuligt for en vesterlænding at forholde sig til dem. Adskillelsen og forhindringerne er resultater af et hav af traumatiske oplevelser for både jøder og arabere, og for at forstå, hvorfor man skal have taget røntgenbilleder af tasken og klare sig igennem metaldetektoren for at købe et frimærke og poste et brev, må man kigge tilbage og studere historien.
Opholdet i Jerusalem har i den grad udfordret min tro på det bedste i mennesker. Jeg har altid værdsat tillid og ærlighed, og da jeg rejste afsted var der nok mere hippie-mentalitet i mig, der sagde "kan vi ikke bare alle sammen være venner". Billedet af konflikten var som af to børn, der kæmpede om en pose slik, de bare kunne åbne op og dele sammen.
Nu er det mere som det bibelske billede af de to kvinder, der begge kræver forældremyndighed over et barn. Forskellen er blot at i Israel kæmper to stedmødre, der begge har været med til at opdrage barnet, uden at man ved, hvem den egentlige mor er. Nu er de begge så stærkt knyttet til barnet, at man ikke bare kan afvise den ene. Man har forsøgt Salomos løsningsforslag med at skære barnet over, men det gik i vasken og som situationen er nu, er der meget langt til en to-stats-løsning.
Generelt er udsigterne til nogen som helst løsning meget lange, og midt i mellem betonmure, sikkerhedstjek og Gazakrige er der ikke meget plads til at tænke på fred. Man bliver konstant konfronteret med forskellene, og det er svært at bygge tillid og tro på en løsning, hvis man skal bruge flere timer hver dag på at komme gennem check-points, eller hvis man ikke er tryg ved at sende børnene hen på legepladsen, fordi det regner med missiler. For hvert hadefuldt angreb, for hver æreløs krænkelse vokser polariseringen og der bliver bygget nye mentale hegn, der fjerner den mindste form for goodwill parterne imellem. Den ydre adskillelse er bare et lille glimt af, hvor stor den indre splittelse er.
Jeg har desværre ikke den forkromede løsningsplan, og måske er tanken om det bedste i mennesker naiv idealisme; en simpel tanke i en kompliceret verden. Men jeg vælger at tænke den alligevel. Jeg vælger at fokusere på de små glimt af håb. Jeg vælger at tro på at solen en dag vil stå op over et fredeligt Israel, hvor langt ude i horisonten, den end ligger.
Jeg forventer på ingen måde at alle israelere og palæstinensere skal blive kristne, men de kunne godt tage ved lære af Jesus. Der er brug for nåde i den her situation. Der er brug for at begge parter tilgiver den anden parts udyder og kommer videre uden den ødelæggende offermentalitet. Lige nu er parterne så langt fra hinanden som øst er fra vest, men for at finde en løsning må de stille sig sammen i midten og distancere sig fra deres forgængeres handlinger.
Den koran-studerende araber på tempelpladsen kommer nok aldrig til at give den ortodokse jøde på vej hjem fra bøn ved grædemuren en hjertevarm krammer. Men måske kunne han nå dertil, hvor han kunne give et anerkendende nik, og jøden kunne sende et kip med kippaen tilbage... Ok, det sidstnævnte kommer nok ikke til at ske, men du fanger idéen.
Hermed lukker og slukker Blendede Kikærter. Jeg siger farvel til en kær følgesvend og takker dig, læseren, for din trofaste medvandring. Jeg takker for mange opmuntringer, der har været benzin på motoren, når inspirationen har været fraværende. Jeg har nydt at skrive, og mine stille stunder bag skærmen har været en god måde at behandle de utallige indtryk fra sidste par måneder på.
Jeg er i Danmark det næste lange stykke tid, og du kan stadig fange mig på 22504361, så tag fat i mig, så finder vi ud af noget, når jeg lige er kommet over de første par ugers arbejdspres.
