Enden på en æra...

D. 30. december blev ikke bare den næstsidste dag i 2012. Det blev også en nydelig solskinsdag, der for mit vedkommende betød, at "nuværende" må skiftes ud med "forhenværende" under tour-guide-afdelingen af mit CV.

Nu havde jeg ellers endelig fået mig et godt guidekendetegn - mit lyssværd - det er nu alligevel sejere end gruppetørklæder og grimme paraplyer.

Og hvilket bedre sted at slutte af end her: Hulda Gates, på sydsiden af tempelpladsen. Man kan med næsten 100 % sikkerhed sige, at Jesus har gået gennem disse.

100 % sikkerhed er der ellers ikke meget af i Jerusalem. Til gengæld er der meget: "Denne arkæolog tror Jesus blev korsfæstet her", eller "traditionen siger, at Gud stod på denne klippe, da han skabte verden", eller "muslimerne tror derimod, at dette var stedet, hvorfra Muhammed steg til himmels og fik sin åbenbaring".

Meet Joseph

Når Joseph ikke smiler intenst, er han en ung kristen mand, der bor i Ramallah. Jeg mødte ham for et par uger siden, i anledning af et møde med palæstinensiske kristne, der har gennemgået Musalahas ledertræningsprogram. Musalaha betyder forsoning på arabisk, og forsoning er netop, hvad organisationen arbejder med på begge sider af grænsen. Små skridt i den rigtige retning...

Det var meget opløftende at høre Joseph og hans venner fortælle om den svære proces, det er at lægge sit had fra sig og se på menneskerne på den anden side af muren med kærlige øjne.

I en Vestbreds-verden præget af checkpoints og israelsk kontrol, findes der stadig mennesker, der vil fred og forsoning. Mennesker, der er klar til at lægge fortidens forbrydelser bag sig og komme videre. Den mentalitet er der brug for mere af på begge sider...

Glædelig jul!

Til alle læsere derude: 15 kilometer fra stedet, hvor jeg sidder, blev der for 2000 år siden født en frisk fyr af en kommende verdensfrelser, og derfor skal der lyde en hilsen om en glædelig jul herfra.

Denne jul har selvfølgelig ikke ligefrem lignet de 20 tidligere, jeg har oplevet, men den har derimod været en ny oplevelse, som jeg tager med i bagagen. Grantræet skiftet ud med en cypresbusk, anden med en kalkun, stilede guldkugler med neon og oppustelige julemænd.

Men på trods af et knækket julelys her og der, er der stadigvæk stjerne i toppen og kendte juletoner. Et lidt skævt tvist på en tid, der normalt er rimelig forudsigelig. En ny mulighed for at huske på, hvorfor man gør, som man gør. Den udvidede familie - bestående af præstefamilien og 14 volontører - sørgede for en hyggelig aften.

Meet Allan

Steffen Jensen, Ramallah, TV2. Hvor mange gange har jeg ikke hørt den afsluttende bemærkning og tænkt: Wow, korrespondent, det må da være det ultimative drømmejob.

I tirsdags var jeg så til foredrag med en sådan, nemlig Allan Sørensen fra Kristeligt Dagblad, og det var fantastisk spændende og oplysende.

Snakken gik på "Det arabiske forår", og hvad det er / ikke er. Allan Sørensen forklarede, hvordan forår er et helt forkert udtryk. "Den arabiske vintergæk" er mere passende. Et lille håb, et tegn på en forandring, men samtidigt langt fra vinterens ende. Mange af landene omkring Israel kender ikke til demokrati, og der går nok lang tid inden de kommer til det. En lang og svær proces i retningen deraf er startet, men den vil foregå i mange år endnu...

Som Allan sagde: I denne region får kun pessimisterne ret...

En kulturoplevelse

Da jeg var i Ramallah i sidste uge, fik jeg en lille sjov kulturoplevelse. Vi stod på fortovet ved den mest befærdede rundkørsel i byen, da en majs-vogn (primitivt udekøkken på toppen af noget, der ligner en sæbekassebil) blev ført igennem rundkørslen. Forvirring, dårlige veje og kaos ledte til det uundgåelige uheld: vognen vælter.

Der må have været noget varm olie eller lignende på den vogn, for efter få sekunder, så vognen således ud:

Oplevelsen: Vi vesterlændinge løb selvfølgelig væk fra en potientiel eksplosionsbrand. På alle måder en instinktiv reaktion for en forskrækket dansker.

Araberne derimod... De strømmede til for at se, hvad der foregik. Måske endnu en demonstration. Måske optøjer med politiet eller den israelske hær. Hvem ved om der var en gasflaske på den vogn? Ingen, men man skulle jo nødigt gå glip af noget...

Et barn er født i Bethlehem...

Eftersom et barn er født i Bethlehem, tog vi ud og besøgte byen i mandags, og de var i fuld gang med at forberede Jalla-jul, som vi kalder det. Neon, krybbespil i alle udformninger og et gigantisk plastik-juletræ. Ca. Så udansk som noget kan blive, og meget langt fra mit romantiske billede af, hvordan julen skal se ud.

Bethlehem er ikke længere en lille landsby med fyldte herberg. Det er en gennemført arabisk by, hvor ca. 30 % er kristne, mens langt størsteparten er muslimer. Samtidigt ligger den lige ved grænsen mellem Israel og Vestbredden og er derfor karakteriseret af flygtningelejre og den allestedsnærværende betonmur.

På vej hjem gik vi igennem et checkpoint, hvor mennesker hver dag står i kø i timevis for at komme på arbejde i Jerusalem. Det var en meget lidt romantisk oplevelse...

What happens in Jerusalem, doesn't stay in Jerusalem

Søndag var undertegnede på rundtur i en del af Jerusalem, som måske ikke lige står øverst på listen for hr. og fru Turist. Under ledelse af Yennai, en meget interessant historiker, blev vi ført igennem i syd- og øst-Jerusalem, hvor vi kiggede på bosættelser, kontrolposter, muren til Vestbredden osv.

Yennai er venstreorienteret og meget åben omkring sit ønske om en tostatsløsning på denne konflikt, der bliver mere kompliceret jo flere sider af sagen, man oplever.

En af de tanker, jeg tog med mig fra dagen, var Yennais one-liner: What happens in Jerusalem doesn't stay in Jerusalem (Det, som sker i Jerusalem, bliver ikke i Jerusalem). Jerusalem er en ekstremt vigtig en by; ikke bare i Israel-Palæstina-konflikten. Om det er en ny bosættelse eller nye uroligheder; det har indflydelse på politik, spændinger og menneskeliv i hele regionen.

Do you sell glögg?

En dag i juleforberedelsernes tegn lakker mod enden, og jeg ordner en vaniljekrans mere, mens jeg tager et sidste super-aromatisk sanseindtryk af et snif i gryden med rødvin, kanel, kardemomme og nellikker.

Mine tommelfingre er ekstremt ømme af at smutte mandler til den glögg, vi selv må lave, når butikkerne ikke ligefrem bugner af juleting. Jeg vil næsten kalde det et luksusproblem...

Jeppe kom forbi med et udsnit af mors jule-hjemmebags-visdom, og sådan kan man godt få en hel formiddag til at gå med at lave perfekt cirkler og sætte dem på plader. En disciplin/kunstart, der er alt besværet værd!

Sufjan Stevens synger endnu engang "O Come, O Come Immanuel, and ransom captive Israel", og vi vil gøre ham kunsten efter til gudstjeneste i morgen (desværre med lidt mindre banjo, end han bruger).

Første Shabbat i advent...

November er kommet og gået. Inden man nåede at blinke stod der december på kalenderen, og 6 uger på nedtællingen til hjemrejse.

Jul er noget med kulde, sne og et lille lys i mørket. Ikke 24 grader og korte ærmer. Efter et par kolde uger er efteråret igen tilbage med lækkert vejr, og det er lidt svært at få hovedet til at indstille sig på december, når kroppen siger at det er august...

Så på første shabbat i advent (søndag er en hverdag) tog vi ned i den tyske kirke, hvor vi holder danske gudstjenester og fik os en non-kosher-bratwurst og en papkop glühwein (noget der ligner gløgg, bare uden müsli).

I resten af byen fylder julen ikke det store, men der hænger menoraer(syvarmede lysestager) over det hele for at markere chanukka. Hver folk sin lysfest...