onsdag den 16. januar 2013

Og hvad så?


I går aftes landede flyveren, i morgen genstarter tilværelsen som efterskolelærer; (no offence intended) Jerusalem til Bramming; (Blendede Kikærter) Falafel til frikadeller...

Jeg vil udnytte pusterummet til at få afsluttet min blog på anstændig vis. Jeg vil tillade mig at bryde lidt med formatet og give mig selv lidt mere rum til at udbrede mine tanker på. Hvis du er mere fan af maxi-twitter (140 ord, det hidtidige format) må du enten surfe videre eller væbne dig med lidt ihærdighed.


Israel er et land med meget hegn.
Meget adskillelse.
Mange forhindringer.
Meget os-og-dem-mentalitet.

Israel-palæstina-konflikten rækker århundreder tilbage, og den er omtrent så kompliceret, som de findes i denne verden. Der er blevet begået forbrydelser i den, der er så uhyggelige, at det er stort set umuligt for en vesterlænding at forholde sig til dem. Adskillelsen og forhindringerne er resultater af et hav af traumatiske oplevelser for både jøder og arabere, og for at forstå, hvorfor man skal have taget røntgenbilleder af tasken og klare sig igennem metaldetektoren for at købe et frimærke og poste et brev, må man kigge tilbage og studere historien.



Opholdet i Jerusalem har i den grad udfordret min tro på det bedste i mennesker. Jeg har altid værdsat tillid og ærlighed, og da jeg rejste afsted var der nok mere hippie-mentalitet i mig, der sagde "kan vi ikke bare alle sammen være venner". Billedet af konflikten var som af to børn, der kæmpede om en pose slik, de bare kunne åbne op og dele sammen.

Nu er det mere som det bibelske billede af de to kvinder, der begge kræver forældremyndighed over et barn. Forskellen er blot at i Israel kæmper to stedmødre, der begge har været med til at opdrage barnet, uden at man ved, hvem den egentlige mor er. Nu er de begge så stærkt knyttet til barnet, at man ikke bare kan afvise den ene. Man har forsøgt Salomos løsningsforslag med at skære barnet over, men det gik i vasken og som situationen er nu, er der meget langt til en to-stats-løsning.

Generelt er udsigterne til nogen som helst løsning meget lange, og midt i mellem betonmure, sikkerhedstjek og Gazakrige er der ikke meget plads til at tænke på fred. Man bliver konstant konfronteret med forskellene, og det er svært at bygge tillid og tro på en løsning, hvis man skal bruge flere timer hver dag på at komme gennem check-points, eller hvis man ikke er tryg ved at sende børnene hen på legepladsen, fordi det regner med missiler. For hvert hadefuldt angreb, for hver æreløs krænkelse vokser polariseringen og der bliver bygget nye mentale hegn, der fjerner den mindste form for goodwill parterne imellem. Den ydre adskillelse er bare et lille glimt af, hvor stor den indre splittelse er.



Jeg har desværre ikke den forkromede løsningsplan, og måske er tanken om det bedste i mennesker naiv idealisme; en simpel tanke i en kompliceret verden. Men jeg vælger at tænke den alligevel. Jeg vælger at fokusere på de små glimt af håb. Jeg vælger at tro på at solen en dag vil stå op over et fredeligt Israel, hvor langt ude i horisonten, den end ligger.



Jeg forventer på ingen måde at alle israelere og palæstinensere skal blive kristne, men de kunne godt tage ved lære af Jesus. Der er brug for nåde i den her situation. Der er brug for at begge parter tilgiver den anden parts udyder og kommer videre uden den ødelæggende offermentalitet. Lige nu er parterne så langt fra hinanden som øst er fra vest, men for at finde en løsning må de stille sig sammen i midten og distancere sig fra deres forgængeres handlinger.



Den koran-studerende araber på tempelpladsen kommer nok aldrig til at give den ortodokse jøde på vej hjem fra bøn ved grædemuren en hjertevarm krammer. Men måske kunne han nå dertil, hvor han kunne give et anerkendende nik, og jøden kunne sende et kip med kippaen tilbage... Ok, det sidstnævnte kommer nok ikke til at ske, men du fanger idéen.



Hermed lukker og slukker Blendede Kikærter. Jeg siger farvel til en kær følgesvend og takker dig, læseren, for din trofaste medvandring. Jeg takker for mange opmuntringer, der har været benzin på motoren, når inspirationen har været fraværende. Jeg har nydt at skrive, og mine stille stunder bag skærmen har været en god måde at behandle de utallige indtryk fra sidste par måneder på.

Jeg er i Danmark det næste lange stykke tid, og du kan stadig fange mig på 22504361, så tag fat i mig, så finder vi ud af noget, når jeg lige er kommet over de første par ugers arbejdspres.

mandag den 14. januar 2013

Meet Jakob


The Boss...



Min primære kollega, nabo og tanke-ping-pong-makker det sidste halve år har været Jakob. Han er præst i den Danske Kirke i Jerusalem, og vi har lavet alt, lige fra at spille guitar i kirken til at spille computer, sammen.

Ethvert godt venskab starter med respekt, og den har jeg helt sikkert for Jakob. Jeg tror hans arbejdsmoral bedst beskrives sådan her: "If you haven't been in over your head, you don't know how tall you are".



Søndag dyrkede vi en fælles passion som en afslutning på et frugtbart samarbejde; vi tog en tur ned til det døde hav, og hikede i en regnvandskløft. Jeg fik sagt pænt farvel til ørkenen og solen/varmen, og vi fik evalueret på et absolut horisontudvidende og til tider rimelig hektisk efterår. Mere om horisonten i et kommende afslutningsindlæg. (noget af en cliffhanger, hva'?)


torsdag den 10. januar 2013

Sne!


Den nært forestående transition til Danmark, bliver måske ikke så drastisk som jeg havde forventet. Godt nok er det knapt så mørkt hernede, men udenfor daler sneen lydløst ned, og temperaturen får mig til at glemme, at jeg er på sydligere breddegrader. Det er er ikke ligefrem hverdagskost for hr. og fru Israel, så alt fra børnehaver og butikker til busser er lukket ned.

Det er specielt at være i et land, hvor flere ugers bombeangreb er "business as usual", men fem centimeter sne skaber rent kaos.

Mine to sidste arbejdsdage blev til sammenlagt en halv, da Caspari Centeret holder snelukket, så nu nyder jeg et par rolige dage inden hjemrejsen. Og hvordan bedre end at bygge en snemand med præstens børn. Børn, barnlige sjæle og sne har altid været en god kombo, selvom vi må klare os med regntøj:)


tirsdag den 8. januar 2013

Alting har en ende...


For tiden har stort set alt jeg laver fræfixet "den sidste". Om en uge sætter jeg igen mine fødder på dansk jord, og søndag satte jeg punktum for en af hovedbestanddelene af mit arbejde, nemlig gudstjenesterne i Den Danske Kirke.



På mange måder en speciel kirke: Prædikenen afbrydes ikke, men overdøves af bønnekald fra havet af minareter i den gamle by; synger man rigtig højt, kan det høres på Golgata; og en menighed, der hovedsageligt har bestået af præsten og hans familie, de volontører, der havde fri den dag, og en sporadisk turist her og der.

På mange måder også en fantastisk kirke: nærvær, en god delekultur, et intimt fællesskab.

Jakob (præsten) nævnte efter gudstjenesten, at vi musikalsk havde udviklet os til en "dynamic duo" a la Johnny Reimars. Det var så ikke lige den slutning jeg havde håbet på... :)

tirsdag den 1. januar 2013

Godt nytår


På en tilsyneladende helt almindelig mandag aften skiftede 2012 til 2013, og udover en god  portion amerikanske jøder var der vist ingen, der lagde mærke til noget i Jerusalem.

Efter en meget hakkende internet-nytårstale, champagne og 90'års på youtube tog vi ned i byen; bare lige for at få en påmindelse om, hvad vi danskere kan.

Et lille tip: Kan du se noget grønt i baggrunden? Hurra...

På baren mødte jeg en mand, der solgte "chinese shit" forklædt som helseprodukter fra det Døde Hav - meget ærværdigt... Helt naturligt faldt snakken på hæren, da det er så central en del i enhver israelers ungdom (2(k) eller 3(m) års tvungen værnepligt). Hans deling var svundet fra 25 til 16, mens han var der, og her snakker vi ikke om dersertører. Ifølge hans udsagn går alle de resterende til psykolog. Overvej lige et veteranproblem med  et militær på den størrelse...

søndag den 30. december 2012

Enden på en æra...


D. 30. december blev ikke bare den næstsidste dag i 2012. Det blev også en nydelig solskinsdag, der for mit vedkommende betød, at "nuværende" må skiftes ud med "forhenværende" under tour-guide-afdelingen af mit CV.



Nu havde jeg ellers endelig fået mig et godt guidekendetegn - mit lyssværd - det er nu alligevel sejere end gruppetørklæder og grimme paraplyer.

Og hvilket bedre sted at slutte af end her: Hulda Gates, på sydsiden af tempelpladsen. Man kan med næsten 100 % sikkerhed sige, at Jesus har gået gennem disse.

100 % sikkerhed er der ellers ikke meget af i Jerusalem. Til gengæld er der meget: "Denne arkæolog tror Jesus blev korsfæstet her", eller "traditionen siger, at Gud stod på denne klippe, da han skabte verden", eller "muslimerne tror derimod, at dette var stedet, hvorfra Muhammed steg til himmels og fik sin åbenbaring".

fredag den 28. december 2012

Meet Joseph




Når Joseph ikke smiler intenst, er han en ung kristen mand, der bor i Ramallah. Jeg mødte ham for et par uger siden, i anledning af et møde med palæstinensiske kristne, der har gennemgået Musalahas ledertræningsprogram. Musalaha betyder forsoning på arabisk, og forsoning er netop, hvad organisationen arbejder med på begge sider af grænsen. Små skridt i den rigtige retning...

Det var meget opløftende at høre Joseph og hans venner fortælle om den svære proces, det er at lægge sit had fra sig og se på menneskerne på den anden side af muren med kærlige øjne.

I en Vestbreds-verden præget af checkpoints og israelsk kontrol, findes der stadig mennesker, der vil fred og forsoning. Mennesker, der er klar til at lægge fortidens forbrydelser bag sig og komme videre. Den mentalitet er der brug for mere af på begge sider...