Beduinkultur

På Jordanturen boede vi som tidligere beskrevet i en fantastisk beduinlejr. Telte, et semi-fungerende toilet, omringet af klipper, lejrbål, udekøkken, folkedans, sukker-te i lange baner og 6 timers kameltur fra nærmeste civilisation.

En leveform, der har overlevet i mange tusind år, og som forhåbentlig ikke bliver udryddet.

Der er ikke så mange distraktioner, når man sidder der i fællesteltet og møder mennesker efter en lang dag i ørkenen. Der er ikke en bedre fest et andet sted, og hvis der var, kan man i hvert fald ikke komme til den.

Om det var autentisk? Tja, der gik sjældent mere end en time inden chefen for lejren besvarede mails, og han var altid klar på telefonen. I et tidligere indlæg kan man se en beduin snakke i telefon på sin kamel.

Omend, stemningen og konceptet er der stadig!

Petra

Petra, et af verdens syv vidundre. På mange måder var det en imponerende oplevelse - Enorme, utrolig velbevarede og 2000 år gamle bygninger, skåret ind i klippen. En storby, der på Jesu tid var en af de vigtigste handelsbyer i området.

Den status har byen desværre stadig...

Som med alle andre arkæologisk og historisk interessante steder i området (og hvem ved, måske verden) er Petra en industri, bygget op omkring et simpelt koncept: Få så mange penge som muligt op af lommerne på dumme turister (og dem er der nok af!).

Det var kantende til det ubehagelige ikke at kunne bevæge sig to meter uden at støde ind i den næste "1 dinar, very cheap"-sælger. Som mor, så datter. Den her pige kan knapt snakke, men hun er sat til at sælge sten i en sten-ørken...

Den sidste uge i ligningsform

Lørdag:

- Sinaitur, aflyst pga. uroligheder
+ panik-Jordan-turs-planlægning

Søndag:
+ en masse mails til en beduin, der gerne vil have besøg

Mandag:
+ bus til Eilat
- åben grænse (pga. regn i ørkenen - suk)
+ uendelige opkald til grænsevagten
- søvn

Tirsdag:
- åben grænse
+ uendelige opkald til grænsevagten
+ Gåtur i Red Canyon

+ nye planer hver 2. time
+ forhåbninger om at komme over grænsen
+ skuffelser
- søvn

Onsdag:
+ åben grænse
+ 6 timer på kamelryg

+ ømme ben og bagdel
+ nat i Beduinlejr midt i ingenting

+ kulturoplevelser i lejren med folkedans og arabermusik
- søvn

Torsdag:
+ Petra (wow)

+ lang gåtur
- energi
+ stjernekiggeri i ørkenen, yes
- søvn

Fredag:
+ 11 timers rejse til J'lem
+ oversvømmelse på vejen (regn i ørkenen, suk)
- mave der fungerer
+ feber
- evnen til at spise
- energi

Generelt:
- headset, som jeg satte mig på
- jakke, som forsvandt i Eilat

= en FÆRDIG Chris H. Hansen

Ting jeg tænker over...

(Indledende kommentar: To-tre raketter blev fredag affyret fra Gaza mod Jerusalem - de første siden 1991 - mod et mål man troede var uden for rækkevidde. De ramte ingenting, da præcisionen er meget dårlig. Luftalarmen ringede og vi gik i beskyttelsesrum. På mange måder en ok oplevelse at se rummet og finde ud af, hvad der (ikke) var der.)

- Den første tur i bomberummet. Overlevelsesinstiktet, der sætter ind, idet man kaster sig ned af trapperne mod kælderen. Tankerne der følger.

- Naboens seksårige pige, der er bange for at hendes far skal i krig. Og alle de andre ægtefæller, fædre, sønner og for den sags skyld mødre og døtre, der kan få et opkald i dag, i morgen, når som helst. En barsk realitet, der altid har været noget, man ser på film i min verden.

- Hvordan nogle få ekstremisters meningsløse raketter kommer til at betyde tabte liv for både uskyldige palæstinensere og israelere i de kommende uger.

- og livet, der går videre. Minutter efter alarmen gik af blev der affyret fyrværkeri i nærheden. Jeg har ingen ide om hvorfra - om det var israelere der insisterede på at holde fest i en turbulent tid, eller arabere, der fejrede modstanden mod Israel.

Business as usual

Chefen siger at vi skal skrive hjem og berolige vores mor, så det må jeg hellere lige få gjort. De sidste par dage har der været en del aktivitet omkring Gaza-striben. Raketter, angreb på Hamas-ledere, flere raketter og flere angeb. Men lad det stå helt og aldeles klart, at i Jerusalem er det business as usual. Vi mærker intet til urolighederne, og der skal ske noget drastisk før vi kommer til det.

Palæstinenserne mener at deres land er besat, og at menneskerettighederne berettiger dem at vende tilbage. Israelerne mener, at det er deres land, og at palæstinenserne krænker deres menneskerettigheder ved at sende raketter mod civile.

Som så ofte i denne konflikt er det umuligt, at bestemme hvem der har ret. Jeg forstår begge sider og fortvivles over den manglende indbyrdes forståelse.

Træerne vokser ikke ind i... (eller vent, nu vokser træerne)

Efter tre måneder med ca. 1 mm regn er efteråret nået til Jerusalem. Det er mørkere, vådere og koldere - det er jo lige før, man føler sig hjemme. Efteråret sætter mig i den grad i kontakt med min skandinaviske identitet...

For ja, jeg er stadig dansker! Jeg har stadig lyst hår, og jeg har ikke fuldstændig mistet min sans for effektivitet.

Jeg nyder stadig at sidde og kigge ud på regnen, høre alt det gode efterårsmusik (eks. Kings of Convenience) og tage en trøje mere på.

Sidstnævnte er i den grad en nødvendighed eftersom husene er lavet af pap, eller noget der ligner. Temperaturen er faldet 10 grader udenfor og tilsvarende 10 grader indenfor.

Alt det her skal jeg måske prøve at huske næste efterår, en dag hvor jeg ikke orker at kæmpe mig ud i regnen.

Piloterne

Mit liv har været lidt fattigt for blog-materiale den sidste uges tid. Men at sige at hverdagen er sat ind er nok et overstatement. Der er stadig ikke to ens uger, og der er hele tiden nye udfordringer og opgaver. Om en uge skal jeg bestige Sinai i Egypten, så et par dage til Galilæa og derefter forhåbentlig til Jordan...

En af mine opgaver er at hænge ud med Missionspiloterne (se http://ung.israel.dk/volontoer/missionspiloter/ - en gruppe af seks unge volontørere på en slags dannelsesrejse i Israel). At gøre det er bare et af de steder, hvor business & pleasure spiller rigtig godt sammen.

Lige nu er de i Tel Aviv for at fortælle jøder om, at Messias (den frelser de venter på) allerede er kommet. Meget få jøder ved noget som helst om Jesus, på trods af at han selv var jøde!

Some Things Stay the Same

Meget har ændret sig i de sidste par uger... Jeg er begyndt at føle mig hjemme i Jerusalem, jeg har vænnet mig til at der ikke er to ens uger, og jeg har fundet mit stamsted for blendede kikærter (falafel)...

Men søndag aften kan du stadig regne med mig. Der er jeg hardcore football fan! Min Ravens trøje på, kirkens projektor på væggen, og så har jeg sat min hule op. Jeg nyder det velkendte i at læne mig tilbage og slå hjernen fra til min yndlingssport. Heldigvis har mit hold vundet 6 kampe, mod to nederlag.

Et par timers fred, til at behandle de uendelige indtryk, er velkomne i en travl hverdag...

Forresten er jeg halvvejs i mit ophold nu. Det føles som om jeg kom igår, selvom hovedet siger, at jeg har været her længe!

Meet Uri...

Et højdepunkt på den netop overståede Galilæatur var at møde Uri, og ride en tur på hans heste i de fabelagtige Golanhøjder. Normalt er jeg ikke den store hestefyr, men der er noget helt specielt over at vælte rundt i sadlen, mens 400 kg muskelbundt bærer dig op af den stejle klippeskråning uden at anstrenge sig det mindste...

Uri er landskendt for sin evne til at opdrætte rolige heste, og han var lidt af en historiefortæller. Han havde været soldat i seksdageskrigen i 1967, der gjorde at Israel besidder netop det stykke land, vi red på. Som 64-årig er han ca. lige så gammel som staten Israel, og han havde (som staten) oplevet lidt af hvert på de 64 år.

Hvem end der har ret til der her land, sidder på en guldgrube af naturoplevelser...